Sprog og læsning
Af Mette Juliussen
Leder af dagtilbud og har arbejdet med børn i 22 år.
Sprog og læsning er indgangen til kultur, sociale fællesskaber og kundskaber, og undersøgelser viser, at læsning har stor betydning for sprogudvikling, dannelse og udvikling af empati.
I august udkom den forskningsbaserede rapport “Børns tidlige udvikling og læring i dagtilbud”. Rapporten bygger på data indsamlet i forbindelse med udviklingsprogrammet: Fremtidens Dagtilbud. Her kan man læse, at Familien (forældrene) har stor betydning for børns sproglige kompetencer. Rapporten konkluderer endvidere, at børns vilkår for at udvikle deres sproglige kompetencer også afhænger af deres familiemæssige baggrunde.
Her har det stor betydning, at forældrene i hjemmet understøtter barnet i dets sproglige udvikling.
Gennem samvær og aktiviteter med barnet kan forældre være med til, at styrke barnets sproglige kompetencer. Viser forældrene fx en naturlig interesse for sprog og læsning overfor barnet, har dette en positiv indflydelse på barnets sproglige udvikling.
De tidlige sproglige kompetencer er vigtige i forhold til senere læring, og har dermed betydning for barnets udvikling af færdigheder i skolen, og hvordan de klarer sig senere i livet.
Som leder af et dagtilbud gennem mange år, har jeg i praksis set, hvad det betyder for det enkelte barn, når dets forældre læser for det.
God fornøjelse med læsningen.