Fragt 39 kr. i DK - FRI FRAGT til pakkeshop ved køb for 300 kr.
De første bøger – Pegebøger

De første bøger – Pegebøger

Børn i vores del af verden er ikke ret gamle, før de bliver præsenteret for bøger. I starten er det mest interessant at undersøge hvad bøger er for noget; kikke på dem, bide i dem, rykke i dem, kaste med dem osv.

På et tidspunkt bliver børnene i stand til at fokusere på billederne og koble dem til ting, de kender i forvejen.

De første bøger børn kan læse sammen med voksne, er pegebøger. Til de yngste børn er der ofte et enkelt billede på hver side med en neutral baggrund. Det hjælper barnet til at fokusere på billedet . Det er oftest genkendelige genstande eller dyr, som er indholdet i pegebøger.

Traditionelt er der meget opmærksomhed på, at barnet kan benævne de ting der er på billederne. Og spørgsmålet:  ”Hvad er det?” er et af de første spørgsmål mange børn lærer at kopiere. Heldigvis er der mange andre måder at spørge på, som kan udvikle barnets sprog ud over benævnelsen af genstande.

Hvis man vil hjælpe barnet med at få udvidet sit sprog, er det vigtigt at koble handlinger, sanseindtryk, funktioner og lyde på tingene sammen med navnet, så barnet får et bredere grundlag for at tilegne sig solide begreber. I samtalen med helt små børn om bøger, er det ofte den voksnes begejstring der er lokomotivet. For at fastholde børnenes opmærksomhed og skabe en hyggelig stemning omkring boglæsning, er stemmeføring, mimik og øjenkontakt vigtige elementer.

Vi kender alle bøgerne med dyr, hvor vi benævner dyret, snakker om hvad dyret siger og gerne bruger tegn og bevægelser for at illustrere hvad dyrene fortager sig. Når man snakker om løvens skarpe tænder, peger man på tænderne, når frøen hopper, viser man et hop med hånden eller med benene, når man snakker om hunden, snakker man måske også om naboens eller bedstefars hund, eller om små og store hunde man kender. På samme måde kan man lave brummelyde når man kigger på biler, snakke om hvad tingene bruges til og koble kendte genstande til billederne, så barnet f.eks. får vist at bolden i bogen, som er gul, er i ”familie” med barnets egen bold, som er større og måske blå. 

Disse samtaler, hvor vi anvender både navnene på tingene, men også udsagnsord og tillægsord, er afgørende for at give børnene et godt sprogligt fundament. Vi kan her tilpasse vores sprog til barnet og tale i korte sætninger, som barnet har en chance for at huske og kopiere. Vi kan tale så tydeligt, at barnet har mulighed for at opfatte lydene i ordene. Legen med dyrelyde er ydermere en god træning, hvor barnet på en legende måde får øvet sig på den mundmotorik, der skal bruges til et forståeligt talesprog.

Specielt taletempo og tydelighed i udtalen kan være svært at huske i en travl hverdag, hvor der er mange indtryk og lyde. Det et oplagt sted at have fokus på disse elementer, hvis man tilstræber dagligt at skabe de små rolige oaser omkring bøger, hvor der er ro til at kigge og snakke og lytte.